54-årig mand sigtet for drab i Hørdum

En 54-årig mand bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Politiet har anholdt og sigtet en 54-årig mand for drabet på den 59-årige fra Hørdum ved Snedsted i Thy. Den 54-årige skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro klokken 12.30.

Den 59-årige mand blev fundet skuddræbt på sin egen bopæl. Anmeldelsen kom klokken 22.25 i mandags. Det var den dræbtes søn, der fandt sin far i deres fælles hjem på Tårnvej. Manden var dræbt af skud fra jagtgevær.

På grund af den videre efterforskning er der lige nu ikke flere oplysninger fra politiet.