54-årig kvinde fængslet for knivdrab: Nægter sig skyldig

En 54-årig kvinde er blevet fængslet i fire uger og sigtet for at have dræbt en 55-årig mand med adskillige knivstik.

Det var i kvarteret her i Tim mellem Ulfborg og Ringkøbing, at drabet fandt sted.
Det var i kvarteret her i Tim mellem Ulfborg og Ringkøbing, at drabet fandt sted.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En 54-årig kvinde blev i dag varetægtsfængslet i fire uger for lukkede døre ved Retten i Herning. Hun er sigtet for drabet på en 55-årig mand i den lille by Tim mellem Ulfborg og Ringkøbing.

- Det er en kvinde, der er blevet varetægtsfængslet. Hun er sigtet for drab på sin samlever. Det skulle være foregået med en kniv, og der skulle være stukket et par gange. Men der har været dørlukning, så jeg kan ikke udtale mig særlig meget mere om sagen, siger anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Flemming Hother. 

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet på en adresse i Tim søndag eftermiddag. Da de kom frem fandt de den 55-årig død i sit eget hjem.

- Kvinden ringer selv til alarmcentralen og rekvirerer en ambulance, og der kommer politiet med frem, fortæller anklageren. 

Den 54-årige kvinde blev anholdt kort efter og sigtet for drabet. Det nægter hun sig skyldig i. 

- Min klient nægter sig skyldig. Nu skal jeg bruge de næste dage på at sætte mig ind i sagen, og der kan være et element af nødværge i det her, som vi skal have undersøgt nærmere, siger kvindens forsvarer, Kaare Kristensen. 

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.