53-årig alvorligt kvæstet efter motorcykelulykke

En mandlig motorcyklist kørte uden hjelm, og han har formentlig fået et kraniebrud.

AmbulanceNat_0.jpg

Natten til søndag er en 53-årig motorcyklist blevet alvorligt kvæstet i en soloulykke i Ikast.

Ulykken skete i krydset mellem Stensbjerg Alle og E. Christensens Vej.

- En anmelder finder en motorcyklist liggende på jorden ved siden af sin motorcykel i krydset, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik besked om ulykken klokken 02.26.

- Han rammer af ukendte årsager midterhellen i krydset og flyver 35-40 meter hen over helleanlægget og ud på asfalten, siger Henrik Nielsen.

Motorcyklisten er kommet alvorligt til skade i ulykken, fortæller vagtchefen.

- Føreren har desværre ikke haft styrthjelm på, så han har sig pådraget sig alvorlige kvæstelser i hovedet. Det er formentlig et kraniebrud, siger Henrik Nielsen.

Den 53-årige mand er fra Brande, og han er efter ulykken blevet indlagt på Traumecentret i Aarhus.

/ritzau/