52-årig overfaldet og stukket i ansigtet

En 52-årig ansat på opholdsstedet Oustruplund i Kjellerup blev natten til torsdag overfaldet og stukket i ansigtet med en spids genstand af to formodede indbrudstyve

120809Oustruplund.jpg

Den ansatte var omkring klokken et i gang med at gå en inspektionsrunde udenfor, da han bemærkede noget mistænkeligt bag det ene værelseshus.

Da han kom hen til huset blev han overrasket af to mænd. Den ene stak af, mens den anden overfaldt ham, og stak ham i kinden med en spids genstand.

Politiet ved endnu ikke, hvilken genstand manden blev stukket med, men det var sansynligvis en kniv eller en skruetrækker. Genstanden gik hele vejen gennem kinden og ind i munden på den 52-årige.

Herefter flygtede begge gerningsmænd i en varebil eller en personbil med højtplacerede baglygter.

Måske indbrudstyve

Politiet er ikke sikre på, hvad de to gerningsmænd lavede på stedet, men meget tyder på, at det var to indbrudstyve, der blev overrasket af den 52-årige mand.

Offeret har kun været i stand til at give en beskrivelse af den ene gerningsmand.

Han er 180-185 cm høj. Muskuløs af bygning. Har kort hår, og et markeret, hærdet ansigt. Han var iført en mørk hættetrøje.

Politiet efterlyser vidner til overfaldet.