51-årig bliver den ældste værnepligtige nogensinde i Karup

Ivan Nielsen startede tirsdag i værnepligt i Karup, med en alder på 51 år er han den ældste værnepligtige nogensinde i Karup.

Ivan Nielsen
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

4. januar 1966 - det er Ivan Nielsens fødselsdag. Det giver en alder på 51 år, og gør ham til alderspræsident blandt de nye værnepligtige, der tirsdag startede på Flyvestation Karup.

-Jeg glæder mig, og er jeg også meget spændt, siger Ivan Nielsen.

Ivan Nielsen blev for nylig ansat som elektroniktekniker på Karup flyvestation, men den stilling kræver militærerfaring. Det har Ivan Nielsen ikke noget af, og derfor må han en tur i trøjen. Det gør ham til den ældste værnepligtige nogensinde i Karup. Det afskrækker dog ikke den nye rekrut.

-  Jeg er lidt spændt på at se, hvordan det kommer til at fungere, men jeg kan nok nogle tricks, som de ikke kan, siger Ivan Nielsen.

Ingen særbehandling

Det må man håbe for Ivan Nielsen, for der bliver ikke nogen særbehandling, lyder det fra oversergent Lindholdt, der står for de værnepligtiges uddannelse i Karup.

- Rygsækken bliver den samme, væremåden bliver den samme, hans påklædning bliver den samme. Han kommer igennem det samme som alle andre. Vi kan ikke tage hensyn til, om man er gul, blå, ung eller gammel, siger oversergenten. 

Ivan Nielsen er da også klar på at deltage på lige fod med de andre rekrutter. Velvidende, at han nok ikke bliver delingens hurtigste rekrut.

- Det bliver hårdt, det bliver rigtig hårdt, men det skal nok gå, siger han.

 Ivan Nielsen og resten af delingen i Karup afslutter værnepligten i slutningen af maj.

1:55
51-årig Ivan Nielsen er klar til aftjene sin værnepligt. Hans nye job på flyvestation Karup kræver militær erfaring. Det får han nu via værnepligten.