500 til ulovligt gaderæs

Et ulovligt gaderæs samlede i går flere hundrede unge i Silkeborg.

24052012DAEK.jpg

Det nordlige industriområde i Silkeborg blev i går aftes forvandlet til en racerbane. 200 biler og i alt 500 unge var mødt op til et ulovligt gaderæs, hvor to biler af gangen kører om kap mod hinanden.

Afbrudt af politiet

Men der gik ikke længe før sommeraftenens benzinarrangement blev stoppet. Mange borgere var hurtige til at ringe til politiet, som var på Sabroesvej, hvor ræset fandt sted, klokken 20.30.

Politiet gik her nogle af bilerne igennem for fejl og mangler og konfiskerede en enkelt nummerplade. Omkring klokken 22.30 kunne politiet igen forlade industriområdet, da de fleste her var taget hjem fra det afbrudte gaderæs. Ingen personer kom til skade.