500 soldater blev venner med danskere under krigen: - En bevægende historie

​En ganske særlig langfredagshistorie fra Anden Verdenskrig skabte bånd mellem Danmark og Ungarn.

Den ungarske ambassadør, László Hellebrandt, var i Lønborg kirke ved Tarm langfredag for at hylde en utrolig historie fra Anden Verdenskrig.

Der var særdeles fornemt besøg i Lønborg kirke vest for Tarm under dagens langfredagsgudstjeneste.

Her var den ungarske ambassadør mødt op for at mindes en historisk begivenhed som udspillede sig i den lille by under krigen i 1945.

Læs også Påsken er den mindst populære højtid

Dengang blev mere end 500 ungarske soldater tvunget til Danmark for at tage del i krigen, og på langfredag for 73 år siden opstod der pludselig venskabelige bånd mellem de ungarske besættere og de danske besatte under en gudstjeneste i Lønborg kirke for de ungarske udsendte.

En ganske enestående historie mener ambassadøren.

- Det er er en sjælden begivenhed i historien, at så mange ungarer og danskere mødes. Det var en meget kritisk situation under krigen. Trods omstændighederne udviklede soldaterne og de lokale danskere et venskabeligt forhold til hinanden. Det er en meget bevægende og menneskelig historie, siger László Hellebrandt.

Her ses nogle af de ungarske soldater i skolegården i Lønborg under krigen i 1945.

- Vi er to små nationer, der bliver nødt til at samarbejde og forstå hinanden. Det var lige præcis det, vores forgængere gjorde dengang. De var en del af en større historie. Krigen var i gang på grund af langt større kræfter end de her to små nationer, som blev tvunget til at være en del af den. Det er en historisk begivenhed, som vi kan lære noget af i dag, lyder det.

En vigtig historie

Også nutidens præst i Lønborg kirke, Peder-Henning Søderstjerna, mener, det er er grund at ære og tænke tilbage på gudstjenesten, som dengang skabte nogle mindeværdige bånd mellem Danmark og Ungarn.

- Det er en vigtig historie. Den siger noget om omsorg. Der var nogle mennesker som viste stort mod og som på tværs af nationalitet og tro samledes i kirken i Lønborg.

- De forsonede sig med hinanden, og det passer godt til temaet på sådan en langfredag, siger Peder-Henning Søderstjerne.

En stor del af de ungarske soldater boede i missionshuset Bethania i Lønborg.

01:33

Ungarns ambassadør deltog i fredagens gudstjenste i Lønborg for at mindes en særlig begivenhed, som udspillede sig for 73 år siden.

Luk video