5 års fængsel til 42-årig for våbenbesiddelse

42-årig fra Kibæk skal fem år i fængsel for at være i besiddelse af skarpladte våben. Straffen er skærpet, fordi den 42-årige var prøveløsladt.

Retten takserede en tidligere ikke aftjent dom og våbenbesiddelse til fem år fængsel for 42-årig.
Retten takserede en tidligere ikke aftjent dom og våbenbesiddelse til fem år fængsel for 42-årig.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

42-årige Dan Pedersen fra Kibæk skal fem år i fængsel. Det står klart efter retten i Herning torsdag afsagde dom. Dan Pedersen er dømt for at være i besiddelse af to våben og ammunition. Samtidigt var den 42-årige prøveløsladt efter en længere fængselsdom i en tidligere sag.  

- Jeg er godt tilfreds. Jeg synes, at retten sender et signal om at kriminalitet med våben er alvorligt. Men der er også et signal om, at når man bliver prøveløsladt, så skal man ikke begå ny kriminalitet - heller ikke selv om det er en anden type kriminalitet – så det er jeg godt tilfreds, siger anklager Jesper Klyve fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Onsdag foretog en politipatrulje en ransagning af Dan Pedersens hjem. Egentlig gik kendelsen på, at der skulle ransages for narkotika på adressen, men patruljen fandt en ladt jagtriffel og syv tilhørende patroner samt en salonriffel med 40 patroner.   

I retten erkendte den 42-årige at være i besiddelse af både våben og nogle - ifølge anklageren - mindre mængder narkotika. Dan Pedersen manglede at afsone omkring 1200 dage af sin tidligere straf for narkotikakriminalitet, men havde til gengæld gjort en del samfundstjeneste, som var en del af den tidligere straf.

- Så lægger retten tingene sammen. De to år får han for besiddelse af skapladte, ulovlige våben, og så bliver de dage, han mangler at afsone lagt til den nye dom. At han har aftjent njoget samfundstjeneste trækker retten en smule fra på og lander så på fem år, forklarer anklager Jesper Klyve.