4600 udebliver hver måned i Region Midt

Regionens sygehuse har store problemer med at få patienter til at møde op til deres aftaler.

regionshospitalet_viborg2_0.jpg

Hver måned udebliver 4.600 patienter fra en aftale på et af Region Midtjyllands sygehuse eller hospitaler. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Siden 2013 er i alt 151.820 patienter udeblevet fra en aftale, og det er altså 4.600 i gennemsnit hver måned.

- Det er reelt med til at forlænge ventelisterne, for vi kunne jo have behandlet en anden patient i det tidsrum. I stedet står vi med uudnyttede ressourcer, og det er noget af det værste, vi ved, siger Lene Stouby Mortensen, ledende overlæge på Regionshospitalet i Randers til Viborg Stifts Folkeblad.

Få betaler bøderne

I april indførte blandt andre den ortopædkirurgiske afdeling i Viborg en pjækkebøde på 250 kroner, hvis patienterne udebliver fra en aftale uden at melde afbud. Lige nu er der sendt 59 bøder af sted - men kun fem personer har betalt.

- Selvfølgelig er der nogle patienter, som bare glemmer deres aftale. Men udenlandske studier viser, at der blandt dem, som ikke dukker op, er en overrepræsentation af folk, som af en eller anden grund ikke passer ind i det system, vi har. Folk med psykiske diagnoser og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og samfundet. Folk, som har ringe evne - eller vilje - til at betale. Økonomiske incitamenter virker ikke på dem, siger Jakob Kjellberg, projektleder for gebyr-ordningen til Viborg Stifts Folkeblad.

Her i midten af oktober har hospitalet allerede registreret flere udeblevne i år end hele sidste år.