45-årig truet med kniv

En 28-årig mand fra Herning skal fredag fremstilles i Grundlovsforhør efter at have truet en anden mand med en kniv og kastet sten efter et pensionat i Herning.

herningpolitiskildt.jpg

Torsdag eftermiddag klokken 15:48 modtager lokalpolitiet i Herning et opkald fra en beboer, der ser en mand kaste sten på et Blå Kors-pensionat i Herning.

- Da han ringer til os, bliver han truet med en Multi-tool kniv og med ordene 'hvis du ringer til politiet, så skal jeg nok få fat i dig', fortæller Bent Smedegaard, der er sekretariatsleder ved lokalpolitiet i Herning.

Da politiets patrulje kommer til Blå-Kors pensionatet, fanger de gerningsmanden, der er en 28-årig mand fra Herning. Den 45-årige, der modtog trusler, slap uskadt, da han flygtede fra stedet.

Gerningsmanden bliver sigtet for vidnetrusler og for besiddelse af våben. Derudover bliver han også sigtet for ordensbekendtgørelsen ved at kaste med sten. Han bliver fremstillet i Grundlovsforhør ved Retten i Herning fredag.