44-årig mand sigtet for dankortsvindel og børnehaveindbrud

En lokal mand fra Videbæk er sigtet for dankortsvindel for 28.000 kroner og indbrud i en børnehave og villa.

patruljevogn.jpg
Foto: Flemming Christensen

En 44-årig mand fra Videbæk bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning. Her er han sigtet for omfattende dankortsvindel for 28.000 kroner. Derudover er han sigtet for flere småindbrud i Videbæk, heriblandt en børnehave og en privat villa.

Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet Ringkøbing-Skjern Kjeld Nedergaard til TV MIDTVEST.

- Vi sigter ham for den 25. januar at have brudt ind i en villa og have stjålet et dankort. Efterfølgende er der blevet hævet 28.000 kroner på kortet, og det er selvfølgelig en meget alvorlig forbrydelse, siger Politi Kjeld Nedergaard.

I weekenden var det så en børnehave i Videbæk, der fik uventede gæster.

- Mandag morgen fik vi en anmeldelse om et indbrud i en lokal børnehave, og senere på dagen anholdt vi den 44-årige, siger politikommissæren, der forklarer, at den anholdte er en gammel kending af politiet.