42 mio. til Skjern Bank Arena

Byrådet har bevilliget 42 millioner kroner til forbedring af Skjern Bank Arena.

Skjern_Bank_Arena.jpg

Der bliver i fremtiden plads til langt flere tilskuere, når der afholdes koncerter og spilles håndboldkampe i Skjern. Nu har byrådet nemlig bevilliget 42 millioner kroner til en ombygning, der skal opgradere Skjern Bank Arena til fremtiden.  

Klar til sæsonstart

At der nu er bevilliget penge til en udbygning glæder Skjern Håndbold, der ifølge planen kan spille i den større og forbedrede hal fra sæsonstart i august 2015.

- Skjern Håndbolds bestyrelse glæder sig fortsat meget over tilsagnet om at få udvidet Skjern Bank Arena. Vi havde ganske vist troet på og drømt om en hurtigere færdiggørelse af projektet, men det afgørende er, at vi får det rigtige projekt, udtaler bestyrelsesformand i Skjern Håndbold Carsten Thygesen.

Udvidelsen vil også omfatte en udbygning af forskellige faciliteter i Skjern Kulturcenter.

- Det skitserede forslag giver nye muligheder for aktiviteter, som vil skabe værdi for Skjern Kulturcenter og Ringkøbing-Skjern Kommune. Udbygningen er et led i vores strategi om at være et multicenter for hele det vestjyske område, udtaler Elmo Flaskager der er formand for Skjern Kulturcenter.