41-årig tiltalt for syv påsatte brande - nægter sig skyldig

Dagbladet Holstebro skriver, at politiet anholdt manden efter en brand i en spejderhytte i Ulfborg i februar.

Retten i Holstebro.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi har tilsyneladende fået et gennembrud i sagen om en stribe påsatte brande.

Dagbladet Holstebro-Struer, skriver, at en 41-årig mand fra Ulfborg-området er blevet tiltalt for syv påsatte brande, hvoraf de fem ramte området omkring Ulfborg og Vemb og de to andre Vejle og Hedensted.

Ifølge avisen kom politiet på sporet af manden efter en brand i en spejderhytte i Ulfborg den 22. februar. Den 5. marts blev han anholdt, fængslet og senere sigtet for de andre brande.

Sagen, der indtil nu er kørt bag lukkede døre, kommer for retten i Holstebro i morgen torsdag. Den 41-årige nægter sig skyldig.

Dagbladet Holstebro skriver, at ingen personer kom til skade eller var i fare ved de mange påsatte brande.