40.001 indbyggere i Viborg

Viborg har passeret den magiske grænse på 40.000 indbyggere,​ og det er ifølge borgmesteren et kæmpe skridt.

Fredag eftermiddag blev Viborgs tre nye indbyggere budt velkommen af bygens borgmester, Torsten Nielsen. Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er familien på tre helholdsvis indbygger nummer 39.999, 40.000 og 40.001.

- Det er en magisk grænse, som en hel stribe kommuner kæmper for at nå. Det betyder, at der gælder en helt anden planlov inden for byskiltet, og det åbner op for en række muligheder, som mindre byer ikke har, siger Torsten Nielsen til avisen.

Den nye familie blev budt velkommen til byen med en buket blomster, en kurv og en legetøjshund til familiens yngste.

Stolt borgmester

Den konservative borgmester er stolt over sin bys udvikling og kalder det et kæmpe skridt for Viborg:

- Der er nu nye døre og porte, der åbner sig for os, og som borgmeter er jeg stolt. Vi er foran andre byer, som vi ellers sammenligner os med, fortæller borgmesteren til TV MIDTVEST.

Han er især glad for, at der er mange unge, der bosætter sig i Viborg. Desuden betyder grænsen på de 40.000, at Viborg nu selv kan give tilladelse til større butikker og byggerier og selv vælge placeringen. For byer under 40.000 indbyggere er det planloven, der gælder, hvor det er regeringen, der træffer beslutningerne.