4-årig fodbolddreng går viralt

Søndag lagde TV MIDTVEST et klip af den 4-årige Axel Gregersens fodbold-jubel på facebook. Klippet er nu havnet i mere end 2 millioner facebookfeeds

Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Mere end halvanden million visninger på facebook. Den 4-årige Axel Gregersen, der i weekenden var til fodboldcup i Vildbjerg er blevet landskendt på et halvt døgn.

- Det er lidt crazy, det er det, siger Camilla Gregersen, Axels mor. 

Søndag var TV MIDTVEST til Vildbjerg Cup. Som en del af optagelserne til indslaget kom der også en scene med den 4-årige Axel Gregersen, der jubler over en scoring under en omgang skudtræning.

00:31

Se det originale klip med Axels scoring og jubel her. 

Luk video

Råklippet blev lagt på facebook, og siden da er klippet i skrivende stund blevet set mere end halvanden million gange på TV MIDTVEST og TV2's facebookside. 

- Jeg tror, det er den der helt umiddelbare glæde, som man bare ikke betale nogen for at vise. Det er den, Axel lige viser der. Hans storebror, som han ser meget op til, og alle hans venner stod jo lige og så på, så skal det også fejres, når man laver et godt mål, siger Camilla Gregersen. 

1000 er mange  

 Axel Gregersen er ikke gammel nok til helt at forstå, at han nu er blevet landskendt på et halvt døgn, men han ved godt, at mange har set klippet. 

- Ja, vi har jo fortalt ham det, og han ved, at det er mere end 1000, og 1000, ved han godt, det er mange, siger Camilla Gregersen. 

Axel bliver formentlig endnu mere kendt det næste døgns tid. The Lad Bible, som kan beskrives som en slags drengerøvsmedie med forkærlighed for fodboldklip, har nu også spurgt om og fået lov til at bruge klippet af Axel Gregersens scoring. I følge mediet har det næsten 200 millioner brugere verden over, der nu også vil blive præsenteret for klippet af Axel.

- Ja, det er crazy. Nu har Godmorgen Danmark også ringet, gentager Axel Gregersens mor, der - indtil videre i hvert fald - ikke har fået pip af sønnens lynberømmelse. 

Til dem, der slet ikke kan få nok, har vi lagt hele interviewet med Axel Gregersen ud her også. God fornøjelse: 

02:55

Se hele interviewet med 4-årige Axel Gregersen her. 

Luk video