3F varsler blokade mod Danroots

3F indleder sympatikonflikt mod Danroots. Ifølge 3F bruger gartneriet underleverandører, der underbetaler de ansatte, men det skal være slut nu.

Danroots

Gartneriet Danroots, det tidligere Tange Frilandsgartneri,  benytter ifølge 3F to underleverandører på gartneriet, som aflønner deres udenlandske ansatte helt ned til 70 kroner i timen. I over et år har 3F forsøgt at opnå overenskomst med leverandørerne, men det er ikke lykkedes.

- Deadline for, at vi skulle sætte os og få lavet en aftale, var i går, og den vælger de at blive fuldstændig væk fra.  Derfor vælger vi at sige, at vi må gå videre med de våben, vi har og indlede sympatikonflikter, siger Bent Sander Madsen, der er formand for 3F i Bjerringbro og omegn.

 

Deadline var den 22. marts og eftersom, at gartneriet ikke har indledt en dialog beder 3F nu de andre LO-organisationer om at gå ind og hjælpe med at få sat tingene på plads.

-Vi indleder en sympatikonflikt mod dem derude, hvor de ikke kan komme af med deres rodfrugter, så eksempelvis Rema1000, Netto og Dansk Supermarked ikke kommer til at aftage deres varer fremadrettet.

Sympatikonflikten kommer efter en lang proces gennem et år, hvor 3F har forsøgt at lave overenskomster med de underleverandører, som Danroots samarbejder med, men uden held.  Ifølge Bent Sander Madsen, så træder sympatikonflikten i kraft d. 31. marts ved arbejdstidsbegyndelse.

 

-Vi ønsker helt klart, og det har været vores mål hele tiden, at der bliver indgået en 3F overenskomst i dialogsamarbejde med GBJ Packing og Graulund Evaluering.

 

Selvom Danroots sikrer sig juridisk bag under underleverandører, så mener Bent Sander Madsen, at Direktøren for Danroots, Klaus Vestergård, har et ansvar.

-Rent juridisk er der fuldstændig rene linjer i forhold til Danroots. Rent moralsk er jeg tvivlende yderst tvivlende for, om Klaus ikke godt ved, at det er på meget dårlige vilkår end det, han skulle aflønne med, hvis det var hans folk, der gjorde det.  Så moralsk, der har han store problemer, lyder det fra formanden.

Klaus Vestergård har ikke ønsket at stille op til interview men siger, at han tager situationen alvorligt og ønsker at finde en løsning.