3F frygter højere pensionsalder

3F Midtjylland frygter, at regeringen vil hæve folkepensionsalderen med et halvt år.

3F Midtjylland
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Hvornår kan vi danskere gå på pension? Det spørgsmål er blevet diskuteret på Christiansborg, siden regeringen i august lagde op til at hæve pensionsalderen med et halvt år.

Men nu advarer 3F Midtjylland. Hvis forslaget gennemføres har omkring hver 7. af deres medlemmer nemlig udsigt til en senere pensionsalder.

- Det giver ingen mening, at man bliver ved med at hæve alderen. Selv om regeringen siger, vi bliver ældre og ældre, så gør det jo ikke, at helbredet følger med. Nogle når ikke en gang at opleve at gå på pension og få de år, de har sparet op til, siger Henning Vestbjerg Pedersen, formand for 3F Midtjylland.

Regeringen vil fra 2025 til 2049 hæve folkepensionsalderen med et halvt år. Det kommer til at ramme alle født fra 1958 til og med 1978.

Tredje gang på et år

Hvis pensionsalderen bliver hævet, vil det være tredje gang på 10 år. Og det er der en god grund til, hvis man spørger en professor i økonomi.

- Vi er der, hvor der er flere, der uden for end inden for arbejdsmarkedet, og det er sådan en udvikling, der fortsætter i de næste 30-40-50 år, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.

Og rent samfundsøkonomisk er det da også en effektivt redskab.

- Det med at ændre på pensionsalderen er noget, der er relativt effektivt. Hvis man forestiller sig, man får en hel årgang til at blive et år længere på arbejdsmarkedet, så det måske 30-40.000 ekstra, man kan få beskæftiget, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Hos 3F Midtjylland er det over 1000 medlemmer, der bliver ramt. Formanden tvivler på, at hans medlemmer kan arbejde så længe.

- Nej, det kan de ikke. Det kan de ikke en gang i dag, siger Henning Vestbjerg Pedersen, formand for 3F Midtjylland.

- Der er en øvre grænse på et tidspunkt, man ved bare ikke helt, hvornår man når den, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.

Med forslaget være vil folkepensionsalderen i 2050 være på 72 år.