3F: fik uopsigelig kontrakt hos sushi-restaurant

En 29-årig rumændks mand fik i maj 2013 en uopsigelig ansættelsekontrakt af en sushi restaurant i Viborg.

Sushi.jpg

En 29-årig rumænsk mand fik i maj 2013 en ansættelseskontrakt i hånden, der var uopsigelig i to år. Det skete, mens har arbejdede på en sushi-restaurant i Viborg.

 Desuden stod der, at lønnen var på 53 kroner i timen, og at hvis han sagde op skulle han betale sin løn tilbage for en toårig periode, skriver Fagbladet 3F.

 Forholdene har nu fået 3F til at rejse et krav på godt 320.000 kroner for blandt andet manglende løn og feriepenge og brud på arbejdsdirektivet.

 En uopsigelig ansættelseskontrakt er ikke ulovlig, men meget usædvanlig og problematisk. Ifølge 3F i Viborg især fordi den er skrevet på dansk, og rumæneren Corneliu Chiriac hverken kan læse eller skrive dansk.

 For at dokumentere sine lange arbejdsdage tog Corneliu Chiriac hver dag billeder af sig selv, når han mødte på arbejde, og når han tog hjem.

 Til sidst måtte Corneliu Chiriac dog sygemelde sig på grund af det hårde arbejdspres, hvorefter han blev fyret og smidt ud af det værelse, som han havde lejet af chefen.

 Indehaveren af Tokyo Hut Running Sushi, Jian Cheng Zheng, afviser, at han har udnyttet Corneliu Chiriac.

 - Han arbejdede fem timer om dagen. Nogle dage blev han og spiste og drak kaffe i restauranten. Men jeg har aldrig forlangt, at han skulle arbejde 11 timer om dagen. Alle mine ansatte arbejder cirka 37 timer om ugen. Jeg følger dansk lovgivning, siger Jian Cheng Zheng, der også siger, at det var Corneliu Chiriac selv, der ville have en gensidig uopsigelig kontrakt.