3F efter Vestas-afsløring: Det er bekymrende

3F i Ringkøbing-Skjern kalder det bekymrende, at flere vindmøllearbejdere i Lem er blevet syge af at arbejde med Epoxy.

3f_.jpg
Foto: TV MIDTVEST

- Jeg synes selvfølgelig, at det er bekymrende, at folk bliver syge af at gå på arbejde.

Sådan lyder den første reaktion fra Linda Nielsen, der er formand for 3F i Ringkøbing-Skjern, til nyheden om, at 84 medarbejdere i Vestas’ vingeproduktion i Lem i perioden fra 2005 og frem er blevet syge af at arbejde med stoffet epoxy.

Ifølge DR viser en aktindsigt fra Arbejdsskadestyrelsen, at de 84 Vestas-ansatte er blevet syge med både allergi, eksem og luftvejsproblemer som en direkte konsekvens af deres arbejde på fabrikken.  
    
Vestas bekræfter over for DR Nyheder, at der er opstået arbejdsskader på fabrikken i Lem, der laver vindmøllevinger. Vestas siger også, at selskabet har arbejdet med sikkerheden. 

I følge Vestas' egne tal, så er 1,5 per 100 medarbejder i perioden fra 2001 til 2009 blevet syge af deres arbejde. Siden satte virksomheden en række tiltag i gang, der skulle komme problemet til livs. Og antallet at syge medarbejdere er da også faldet.

Men til trods for forholdsregler, samarbejde og dialog har Vestas dog måtte konstatere, at der i vingeproduktionen i Lem siden 2010 i snit stadigvæk har været i alt 0,5 tilfælde per 100 medarbejder af allergi, eksem og astma.

- Det viser, at de har gjort noget ved det, og det ved vi, at de gør på Vestas, siger Linda Nielsen, der dog mener, at der skal sættes endnu hårdere ind.

Den lokale formand for 3F fortæller, at i mange af de virksomheder, der bruger Epoxy, har hun set tilfælde af kroniske sygdomme hos medarbejderne. Hun tror ikke, man helt kan udrydde risikoen, så længe Epoxy tilladt i industrien. 

- Så længe man må arbejde med det Epoxy, vil der altid være en risiko for sygdom, selvom der er en grænseværdi. Hvis vi skal undgå det helt, er det nødt til at være helt ulovligt at arbejde med Epoxy. Og jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er den rigtige løsning, lyder der fra Linda Nielsen