3F efter Siemens-dom: Arbejdstilsynet skal styrkes

Arbejdstilsynet skal ifølge 3F rustes bedre til at føre tilsyn - også med virksomheder, der har kronesmiley.

Sagen om de tre medarbejdere, der er blevet syge af at arbejde for vindmølleproducenten Siemens Wind Power, viser, at Arbejdstilsynet har brug for flere ressourcer til at føre tilsyn.
    
Det siger arbejdsmarkedspolitisk chef i fagforbundet 3F Ulla Sørensen, efter at Retten i Aalborg torsdag har dømt virksomheden til at betale knap en million kroner i erstatning til tre tidligere medarbejdere.
    
- Essensen er, at vi nu har slået fast, at arbejdsgiveren er forpligtet til at tilrettelægge arbejdet, så man ikke bliver syg af at gå på arbejde.
    
- Men sagen viser også, at der er alt for knappe ressourcer til at føre tilsyn, siger Ulla Sørensen.
    
Hun henviser til, at Arbejdstilsynet senest er blevet beskåret med 120 medarbejdere.
    
- Jeg håber, at sagen kan være med til, at politikerne tænker sig godt om og får tilført præcis så mange ressourcer, så der kan føres tilsyn med, at vi ikke bliver syge af at gå på arbejde, siger 3F's arbejdsmiljøpolitiske chef.
    
Siemens-fabrikken i Aalborg, hvor de tre medarbejdere har arbejdet, har en såkaldt kronesmiley, der betyder, at Arbejdstilsynet ikke gennemfører såkaldte risikobaserede tilsyn på virksomheden.
    
Det skal der ifølge Ulla Sørensen laves om på.
    
- Kronesmiley'en er et øjebliksbillede for arbejdsforholdene, da certificeringen fandt sted.
    
- Men den her sag viser jo, at vi bliver nødt til at føre tilsyn med, at også disse virksomheder hver eneste dag lever op til forpligtelsen som arbejdsgiver om, at de skal tilrettelægge arbejdet, så folk ikke bliver syge, siger Ulla Sørensen.
    
/ritzau/