3D-video viser, hvor galt det kan gå: Få sekunder afgør liv eller død

Både en bilinspektør og en søvnforsker pointerer, at få sekunders nedsat reaktionsevne kan udgøre forskellen mellem liv og død i en lastbilulykke.

01:25

En 3D-rekonstruktion af en rigtig ulykke viser, at to sekunders hurtigere reaktion fra en lastbilchauffør havde reddet menneskeliv.

Per Bo Hansen er en af landets mest erfarne bilinspektører. Han har med egne øjne set adskillige færdselsulykker med lastbiler, og ved hvor store konsekvenser, det kan få, hvis en chaufførs reaktionsevne er nedsat på grund af manglende søvn. 

- Når vi taler om vogntog med en vægt på 60 tons, så er det minimum 60 gange værre. Så laver det som udgangspunkt 60 gange mere ravage end en almindelig personbil, der kommer kørende med samme hastighed, fastslår han og uddyber, at en lastbilchauffør derfor lidt populistisk har et 60 gange større ansvar for at være udhvilet og frisk, når man kører, siger han.

To sekunders reaktionstid - det adskiller simpelthen liv og død

- Per Bo Hansen, bilinspektør, DanCrash Herning

TV MIDTVEST har i denne uge afsløret, at flere lastbilchauffører fra KM Logistik i Hanstholm og Fredsø i Nykøbing holder sig kørende i op mod 40 timer, mens de er på arbejde. De kører såkaldt "undtaget kørsel" med industrifisk, som er undtaget fra de normale køre-hviletidsregler. En enkelt chauffør kører endda hele 59 timer uden mere end hvil på maksimalt fire timer. Ifølge arbejdstidsreglerne skal chaufførerne ellers holde mindst et 11 timers sammenhængende hvil i døgnet.

3D-video viser forskel mellem liv og død

01:25

Per Bo Hansen viser, med udgangspunkt i en virkelig lastbilulykke, to scenarier for hvad der sker, hvis en chauffør først reagerer efter tre sekunder i stedet for den normale reaktionstid på et sekund.

Luk video

Læs også Afsløring: Chauffører kører op til 59 timer uden en hel nats søvn

Per Bo Hansen har gennem 37 år blandt andet arbejdet for Færdselsstyrelsen og som bilinspektør. Nu har han sit eget firma, hvor han hjælper Havarikommissionen med at lave undersøgelser af færdselsuheld. Med et særligt program kan han visualisere uheld, der kan bruges i politiets efterforskning. Ifølge ham betyder få sekunders nedsat reaktionsevne forskellen mellem liv eller død. 

- Hvis en almindelig reaktionstid på et sekund bliver dobbelt så lang, så kører du måske 50 meter længere hen, inden du begynder at bremse. Så få sekunder betyder en kæmpe forskel, siger Per Bo Hansen.

Læs også Se billederne: Lastbilchauffører kører i dagevis uden søvn

Søvnforsker: Manglende søvn nedsætter reaktionstiden

Når vi har været vågne i 18 timer, svarer det til at have en promille på minimum 0,5. Hjernen bliver sløv og reagerer langsommere, og det er livsfarligt, hvis man samtidig sidder bag rattet i en stor lastbil.

- Det er farligt for chaufførerne selv, men frem for alt er det farligt for uskyldige i trafikken, som er i risiko for at blive kørt ned, siger læge og søvnekspert Jan Ovesen.

01:31

Søvnforsker Jan Ovesen forklarer, hvad der sker med hjernen, når man ikke får sovet nok.

Luk video

Læs også Minister vil skærpe kontrollen med lastbilchauffører

Ved du noget?

Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du ved noget om lastbiltransporter, hvor chaufføren ikke har et langt hvil på 9 til 11 timer hvert døgn.

Du kan kontakte os i fortrolighed. Vi bringer ikke dit navn eller andet, der kan identificere dig, med mindre vi aftaler det efterfølgende. Men vi vil gerne have dit navn og nummer, så vi kan vende tilbage til dig og høre nærmere.

Udfyld formularen herunder eller skriv til journalist Majbrit Bach på maba@tvmidtvest.dk – eller ring til redaktionen på 96 12 12 12.