39-årig kvinde er i livsfare efter ulykke ved Tarm

Sent lørdag aften kørte to biler formentlig frontalt ind i hinanden. En person er kørt på hospitalet. (Foto: Arkiv)

To biler kørte sent lørdag aften sammen på Vardevej ved Tarm i Vestjylland, og en 39-årig kvinde fra Esbjerg-området er i kritisk tilstand efter ulykken.

Føreren og en passager i den anden implicerede bil er begge sluppet uden alvorlige skader, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

- Umiddelbart tyder det på, at de er kommet fra hver sin retning og er kørt frontalt sammen, fortæller vagtchef Lars Even.

- Den 39-årige blev fastklemt, og hendes tilstand var kritisk, da lægeambulancen kom frem. Man valgte at køre hende til traumecentret i Aarhus, fortsætter han.

Ifølge vagtchefens oplysninger er de to personer, som slap uskadt fra episoden, et ægtepar.

Ingen sammenhæng med skybrud

Årsagen til ulykken er endnu uklar, men politiet har haft bilinspektører ude for at undersøge stedet.

Området ved Tarm og Skjern var lørdag hårdt ramt af et skybrud, men der er umiddelbart ikke noget, der peger i retning af, at vandmængderne har forårsaget ulykken.

/ritzau/