38 mio. kr. til nye cykelstier

Folketinget besluttede onsdag at sende 38 millioner kroner af sted til cyklisterne i Midt- og Vestjylland.

200613_Cykelsti.jpg

Fremover bliver det muligt at cykle uhindret hele vejen fra Holstebro til Thisted. Folketinget har onsdag bevilliget 18 millioner kroner til en cykelsti mellem Humlum og Oddesundbroen.

- Det har været med livet som indsats, at cykle strækningen, men det bliver nu heldigvis lavet om, siger Socialdemokraternes Annette Lind i en pressemeddelelse.

Ringkøbing-Skjern Kommune får 7,9 millioner kroner. Det betyder, at det i fremtiden bliver muligt at cykle hele vejen rundt om fjorden. I Herning Kommune får cyklisterne også bedre vilkår. Her får kommunen fire millioner kroner.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at få så mange penge. Det viser, at kommunerne i landsdelen har mange cykelvisioner. Det er godt gået, siger Andreas Steenberg fra De Radikale.