36-årig truede samlever med skruetrækker og tog kvælertag

Politiet rykkede torsdag ud til et overfald i Vildbjerg, hvor en 36-årig mand udøvede vold imod sin 28-årige samlever.

Torsdag blev en 36-årig mand anholdt i Vildbjerg, efter han havde udøvet vold på sin 28-årige samlever. Det fortæller Bent Smedegaard fra Herning Politi. 

Den 36-årige havde slået kvinden i ansigtet med knyttet hånd, taget kvælertag på hende, samt truet hende med en skruetrækker.

Kvinden blev slået i ansigtet og fik taget kvælertag flere gange, fortæller politiet.  

Da politiet nåede frem, prøvede manden at løbe fra politiet.

Han blev hurtigt indhentet og arresteret. I løbet af fredag fremstilles han i grundlovsforhør. 

Udover at blive sigtet for kvalificeret vold, bliver han også sigtet for modværge, da han gjorde modstand mod politiet, da de prøvede at anholde ham.