36-årig mand anholdt efter overfald mod kvinde

En 36-årig mand fra Hemmet overfaldt natten til onsdag en 30-årig kvinde i hans hjem og stak hende med en kniv.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Politiet modtog kort efter klokken 01.00 natten til onsdag et opkald fra en 30-årig kvinde som var blevet overfaldet af en 36-årig mand på hans bopæl på Gl. Skuldbølvej ved Hemmet sydvest for Tarm. 

Kvinden, der er fra Brabrand, havde mødt manden på facebook, og under besøget blev manden så rasende på hende, at han overfaldt kvinden med flere knive.

- Han stikker og snitter hende flere gange, og da hun flygter fra manden i sin bil, skyder han efter hende med et luftgevær, fortæller vagtchefen Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der ikke kender den præcise årsag til overfaldet.

Kvinden har fået overfladiske snitsår, og manden blev kort efter anholdt. De var begge påvirket af alkohol. Politiet er ved at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.