For 35 år siden kørte han hende ned: Pludselig mødtes de igen

Man ved aldrig, hvad der kan ske, når Fotovognen kører ud.

Sidst så hun ham igennem forruden, men pludselig så hun ham igennem kameralinsen.
Sidst så hun ham igennem forruden, men pludselig så hun ham igennem kameralinsen.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

I går besøgte TV MIDTVEST-programmet Fotovognen Hjarbæk nord for Løgstrup, men der skete mere, end du kan se i fjernsynet.

For fotografen på programmet Line Morell Holm er oprindeligt fra området, og hun havde hele dagen fortalt værterne om dengang, hun som lille pige blev kørt ned i byen.

- Jeg kom på cykel ned ad en bakke uden at se mig for, og så kom der en bil og ramte mig. Jeg faldt op ad kølerhjelmen, fortæller hun.

Den samme historie hørte beboeren i Hjarbæk Henrik Hvass, da han var blevet interviewet til programmet. Og den kunne han godt genkende.

- Det var da mig, sagde han til Line Morell Holms store overraskelse.

Line som Fotovognens seere kender hende, hvor hun sidder med kameraet på bagsædet.
Line som Fotovognens seere kender hende, hvor hun sidder med kameraet på bagsædet.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

35 år siden

Det er cirka 35 år siden, at den lille pige kom cyklende uden at kigge sig for, men Henrik Hvass husker også tydeligt dagen.

- Det var midt i landsbyen, hvor to veje mødes. Så kom Line lynhurtigt ned ad bakken på cykel, og jeg kom ud fra en grusvej, og vi opdagede ikke hinanden i tide. Det var ikke min skyld, siger han og tilføjer hurtigt med et smil:

- Ej, det var det. For jeg skulle også have kigget mig bedre for.

Heldigvis gik det ikke værre, end at Line slog knæet ved uheldet. Henrik Hvass følte dengang dog stadig behov for at gøre noget ved det, og han kørte derfor hjem til hendes forældre med chokolade.

- Sådan noget glemmer man ikke. Så jeg var hjemme ved dem med chokolade for at sige undskyld. For Lines mor var nok den, der var blevet mest forskrækket, fortæller han.

Krydset hvor Line og Henrik sidst mødte hinanden.
Krydset hvor Line og Henrik sidst mødte hinanden.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Pudsigt sammentræf

Selvom ingen af dem har glemt dagen og forskrækkelsen, så havde de alligevel ikke regnet med, at de skulle mødes igen.

Sidst Line Morell Holm så Henrik Hvass var nemlig den dag for 35 år siden, og hun husker ham mest som manden, hun pludselig så gennem forruden, da hun faldt mod køleren.

Henrik Hvass er glad for, at de mødtes igen.

- Det er rigtigt pudsigt og herligt. På en eller anden måde får man en historie rundet af. Det er ikke noget, der har fyldt noget særligt, men det lige at mødes og få snakket det igennem er rigtigt dejligt, slår han fast.

27:56
Hvor mon Fotovognen ender? Vi kører ud et gange tilfældigt sted og møder de folk der bor der. Denne gang besøger vi Hjarbæk.