32 bankansatte fyres

32 bankansatte fyres

Fusionsbank afskediger 50 medarbejdere - 32 kommer fra Sparbank i Skive.

Danmarks nye store bank - fusionen mellem Sparbank i Skive og Spar Nord i Aalborg - har torsdag sat navn på de medarbejdere, der mister deres arbejde i forbindelse med fusionen.

Banken, der fortsætter under navnet Spar Nord, nedlægger i alt 100 stillinger. 50 bliver fyret og resten skal findes ved naturlig afgang og stillinger, der ikke bliver genbesat.

Af de 50 fyrede kommer 32 fra Sparbank.

Administrerende direktør Lasse Nyby siger i en pressemeddelelse, at det drejer sig om at sikre øget fokus at drive en lokal forankret bank "med entydigt fokus på helt almindelige privatkunder og lokalområdets virksomheder".

- Det har vi vurderet, at vi fremover kan gøre med et slankere og mindre kompliceret setup i hovedsædet og supportfunktionerne, siger Lasse Nyby.

Den nye bank vil også spare på omkostningerne ved at sammenlægge filialer, der geografisk overlapper hinanden. Hovedsædet i den nye bank ligger i Aalborg.