300.000 til Trekanten

Kontant tilskud til sommerferie-projekt, der skal forhindre kriminalitet.

221010_Trivlselshus001.jpg

Bikubenfonden har besluttet at give 300.000 kroner til et sommerferie-tilbud i boligområdet Trekanten i Holstebro.

Projektet "Sommer i Trekanten" skal fungere som et tilbud til de børn og unge, der ikke er på ferie. Håbet er, at det kan være med til at forhindre hærværk og anden kriminalitet.

- Trekanten er et område, hvor der er behov for særligt fokus på det forebyggende arbejde. Med projektet, der skal strække sig over alle syv uger i sommerferien de næste to år, vil vi være med til at skabe nogle anderledes rammer og give børnene og de unge en tryg og begivenhedsrig sommer, siger SSP-koordinator i Holstebro Kommune, Jon A. Jørgensen.

Trekanten er en fælles betegnelse for et boligområde med 4500 indbyggere. Der er 1800 elever på skolerne i området, hvoraf knap 800 er tosprogende.