3000 midt- og vestjyder reddet af dagpengeudspil

Omkring 3.000 midt og vestjyder, der står til at falde ud af dagpengesystemet i år, bliver nu reddet af regeringens dagpenge-udspil.

140513Dagpenge.jpg

Regeringens nye midlertidige arbejdsmarkedsydelse, der i dag blev præsenteret som regeringens nye dagpenge-udspil, forventes at redde omkring 3.000 midt- og vestjyder, der står til at falde ud af dagpengesystemet i år.

Den nye ordning betyder, at ledige kan få udbetalt mellem 60 og 80 procent af dagpengesatsen i stedet for at ryge på kontanthjælp. Ydelsen bliver udbetalt uanset om man har en formue eller ens ægtefælle har en indkomst.

- Det er virkelig en stor lettelse. Det er noget man har tænkt over hver eneste dag. Og det er en redningsplanke, der bliver smidt. Og det er noget, jeg er utrolig glad for, siger 48-årige Dan Mouritzsen, der er en af de arbejdsløse, der kan gribe regeringens nye redningsbælte.

Lige nu får han en uddannelsesydelse på 60 procent af dagpengene. Det er godt 10.000 om måneden - før skat. Det ny udspil betyder, at han kan fortsætte med at få det beløb, når uddannelsen er slut til sommer. Men selv om 10.000 før skat er bedre end ingenting vil mange arbejdsløse ryge ud i tovene rent økonomisk, lyder det fra fagbevægelsen.

-Jeg frygter, at vi vil komme til at se, at der er folk, der bliver sat ud af deres lejligheder, fordi de ikke kan betale husleje, siger Stanley Bach Mortensen, der er formand for LO i Viborg.

LO-formanden er også utilfreds med at lønmodtagerne skal betale gildet med et højere kontingent til a-kasserne. Det sker efter at dagpenge-perioden nu er halveret uden at prisen blev sat ned.

Heller ikke de arbejdsløses egen forening synes der er grund til glæde over den nye ydelse.

- Jeg synes det var et utrolig fattigt udspil. Jeg synes, det er en almisse. Jeg vil ikke kalde det en redningsplanke, siger Peder Bæk, der er talsmand for organisationen Behandl Os Ordenligt, der repræsenterer mange arbejdsløse.