3000 i protest mod havvindmøller

Et forslag om en møllepark i Vesterhavet ud for Hvide Sande møder store protester fra de lokale.

Seks områder er i spil som mulige placeringer til kystnære havvindmøller på i alt 450 MV.
Et af stederne er det såkaldte Vesterhav Syd, der ligger ud for Hvide Sande.

Men står det til 3000 lokale grundejere vil det være ødelæggende for naturoplevelsen i området at stille havvindmøller op kun fire kilometer fra kysten.

- Der vil være møller i hele horisonten, siger Thue Amstrup-Jørgensen, der er formand for Sommerhusgrundejerforeninger på Holmsland Klit.

Derfor er der i aften indkaldt til informationsmøde for at diskutere mulighederne.

- Vi vil gerne have grøn energi, men den skal genere færrest muligt. Det vil sige, at de bliver flyttet ud i en afstand af op til 20 kilometer.

Ifølge afdelingsleder i Energinet.dk, Marian Kaag, er det ikke en mulighed, da kystnære havvindmøller er langt billigere at etablere.

Der er høringsfrist d. 30. juni. Herefter skal Naturstyrelsen afgøre, om og hvor havvindmøllerne skal etableres.

I videoen kan du se vores indslag om møllekonflikten efter aftenens udsendelse.

04:38 Luk video