30 nye greenkeepere i Lemvig

Lemvig Golfklub har fået 30 nye greenkeepere der både bor, spiser og sover ved banen. Og så skal de ikke engang have løn.

faarlemvig.jpg

Lemvig Golfklub indfører, som de første i Jylland, får på banen. 30 gute-får skal passe arealerne rundt om fairways og greens, hvor vegetationen skal holdes nede.

- Vi har en af landets smukkest beliggende golfbaner, og fårene vil være med til at understrege det flotte landskab. Der er i forvejen mange fugle på banen, men fårenes tilstedeværelse vil helt sikkert styrke fuglelivet, som det er sket på de andre fåregræssede baner.

Skal ikke gøres tamme

Lemvig Golfklub er inspireret af to nordsjællandske golfbaner hvor man i forvejen bruger får. Fårerne fjerner vegetationen, samtidigt med man sparer på både maskiner og kemikalier.

- Guterne er rolige og nemme at omgås og gode til at passe på deres lam. Og så er de kønne at se på. Det er dog vigtigt, at man ikke prøver at gøre dem håndtamme, f.eks. med fodring. De skal have lov at gå og passe sig selv. Ellers kan de blive påtrængende og det er jo ikke meningen, siger fårehyrde Berit Kiilerich.