30-årig fængslet for at starte brand i lejlighed

En 30-årig mand blev mandag formiddag varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for brandstiftelse.

Det var i bygningens taglejlighed, der blev startet en brand søndag aften. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Omkring klokken 21.30 søndag aften skulle en 30-årig mand ifølge politiet have stået bag en såkaldt forsættelig brandstiftelse i en lejlighed på Dannebrogsgade i Viborg.

Læs også Mand fængslet: Kastede molotovcocktail mod politistation

Mandag formiddag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i Herning, men informationerne om hvad der skulle være foregået søndag aften er stadig sparsomme.

- Han nægter sig skyldig, men han blev fængslet i fire uger, fortæller senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Maibritt Bitsch Larsen.

Mere vil senioranklageren ikke fortælle på nuværende tidspunkt, da grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre af hensyn til vidner, der skal afhøres og efterforskning, der skal foretages.

Hun fortæller dog, at der har været ild i lejligheden, og vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands politi oplyser, at brandvæsenet var tilstede for at slukke branden. 

Mandag formiddag blev der lavet tekniske undersøgelser på stedet. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Hjemmeværnet holdt vagt hele natten

Beboerne i de øvrige lejligheder i boligblokken blev evakueret og måtte tilbringe natten andre steder.

To af politihjemmeværnets folk holdt aftenen, natten og formiddagen igennem vagt ved bygningen på Dannebrogsgade for at sikre, at ingen kom ind, inden teknikere havde været forbi og lave undersøgelser mandag formiddag.

00:32 Luk video