29 år på racerbanen har kostet René 49 operationer

29 år med 200 km/t kan ses på René Prangs krop. De mange motorcykelløb har resulteret i en del skader. Men når han sætter sig på motorcyklen er det, det hele værd.

René Prang har kørt roadrace i 29 år, og det har kostet ham en del brækkede lemmer. 49 operationer er det blevet til. Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

Der er nærmest ikke den knogle i kroppen, som René Prang fra Thorning ikke har brækket efter 29 år med over 200 kilometer i timen.

- Hænder, skuldre, overarme, fødder, ryggen... Det har fået hele vejen rundt. Jeg har 49 operationer af diverse skavanker gennem tiden, fortæller racerkøreren ved dagens løb på Jyllandsringen.

Sidst det gik galt, røg René Prang ind i en betonmur, og det gik voldsomt ud over skulderen.

- Jeg fik rykket nogle sener og ledbånd over i skulderen, og så fik jeg fire pinde sat i og fik sat senerne på igen.

For René Prang er det blot et af vilkårene, når man kører ræs på motorcykel, at man kan komme tilskade. 

- Det er så i virkeligheden nok det, man tænker mindst over. Og det er jo ikke fordi, man er naiv, men den er parkeret. Den har selvfølgelig en plads, og når man kører motorløb, specielt på motorcykler, så er det en kalkuleret risiko. 

Sådan ser René Prangs ene skinneben ud. Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

I dag var han så tilbage på motorcyklen for første gang siden den seneste ulykke. Der skulle køres point ind til Danmarksmesterskabet. 

På sidelinjen stod René Prangs far, Erling Prang. Og han har altid lidt ondt i maven, når den 49-årige sønnike triller ud på banen.

- Det er jo aldrig rart, når der sker uheld, men det er jo en del af gamet, siger Erling Prang. 

Han er godt klar over, at han ikke får sønnen af cyklen. 

- Det er jo hans beslutning, om han vil køre, så det har jeg opgivet for længe siden at prøve at påvirke ham fra at lade være. Men han startede jo med at brække ryggen i 1993, og allerede i samme sæson vandt han nordisk mesterskab, og så tænker man, at jeg kan jo hverken gøre fra eller til, siger han. 

I dag gik det godt for René Prang. Ingen styrt og en overbevisende sejr. Lige nu ligger han øverst i tabellen i konkurrencen om danmarksmesterskabet i Classic Roadrace.

02:01

Der er nærmest ikke den knogle, René Prang ikke har brækket efter 29 år med over 200 km i timen. Men motorlyden når han sætter sig på motorcyklen er det hele værd.

Luk video