28-årig uden for livsfare: Blev klemt fast under lastbil

En bil blev klemt fast under en lastbil og trukket omkring 100 meter. Føreren er nu uden for livsfare.

Den alvorligt tilskadekomne bilist blev kørt med politieskorte til sygehuset i Skejby. Han er nu uden for livsfare.
Den alvorligt tilskadekomne bilist blev kørt med politieskorte til sygehuset i Skejby. Han er nu uden for livsfare.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 28-årig mand fra Silkeborg er nu uden for livsfare, efter han onsdag morgen blev fastklemt under en lastbil ved Sjørring, der ligger ved Tjele.

Ulykken skete, da den 28-årige kørte ud i krydset formentlig uden at orientere sig og blev fastklemt under anhængere på en lastbil.

- Bilen blev trukket cirka 100 meter, før lastbilen blev standset. Bilen kørte ud samtidig med, at lastbilen kom kørende, og bilisten skal nu afhøres for at klarlægge årsagen, siger Thomas Van Norde, politikommissær hos lokalpolitiet i Viborg.

Lastbilen skulle løftes for at få bilen trukket væk under den. 

Den 28-årige kom ifølge politiet alvorligt til skade og blev kørt med politieskorte til sygehuset i Skejby.

Politiet oplyser, at den 63-årige lastbilchauffør fra Esbjerg var uskadt, men rystet over ulykken.

Ulykken skete lidt over klokken syv onsdag morgen, og vejen var spærret i et par timer.