28-årig amok - politiet måtte bruge stave og peberspray

Vold, vidnetrusler og masseslagsmål - politiet havde en travl weekend i Skive.

Peberspray-spray.jpg

Lokalpolitiet i Skive melder om en voldsom weekend med flere voldssager og slagsmål rundt omkring i byen. 

Værst gik det for sig, da en 28-årig mand tidligt lørdag morgen vendte hjem til sin lejlighed og ifølge sigtelsen slog sin kæreste flere gange i hovedet med knytnæve.

Herefter smadrede han en del inventar i lejligheden, og da politiet nåede frem, reagerede han så voldsomt, at betjentene både måtte bruge stave og peberspray for at få ham anholdt.

Den 28-årige er nu sigtet for vold, hærværk og vidnetrusler, idet han også skulle have truet sin kæreste til ikke at anmelde volden. Han er varetægtsfængslet til den 14. juli.

Døgnrapporten indeholder også flere meldinger om gadeslagsmål. Tidligt søndag morgen var op mod 20 personer oppe at slås i Brogårdsgade i Skive. Da politiet nåede frem, var der faldet nogenlunde ro over gemytterne. En person blev kørt til behandling på sygehuset, og betjentene bemærkede flere andre med slagskader i ansigtet. 

Politiet ved ikke, hvad der udløste balladen, og der blev ikke rejst nogle sigtelser i forbindelse med masseslagsmålet.