27-årig dømt for dødsvold

En 27-årig mand er dømt skyldig i vold med døden til følge mod sin samlever.

Retten i Herning har netop dømt en 27-årig mand skyldig i vold med døden til følge mod sin samlever og mor til deres fælles barn. Strafferammen er op til ti års fængsel.

Under hele retssagen har manden erkendt, at han var skyldig i vold, men ikke i vold med døden til følge.

Kvinden, den 28-årige Ann Kirkeby, døde i juni 2013 i parrets fælles lejlighed på hovedgaden i Sunds.

Bristet lever og nyre

Da kvinden blev fundet havde hun flere mærker på kroppen og i ansigtet, der kunne tyde på vold.

En obduktion af den 28-årige kvinde viste da også, at hun havde 32 brud på ribbenene, brud på fire lænderyghvirvler, sammenklappede lunger, en bristet lever og nyre samt blodsamlinger i hovedet.

Den 27-årige mand forlod efter overfaldet hjemmet uden at tilkalde hjælp.

Senere fredag bestemmer retten straffens længde. Straframmen er 10 års ubetinget fængsel.