27-årig mand frifindes for voldtægt

Retten i Herning har frifundet en 27-årig mand fra Brande i flere forhold om voldtægt. Manden får dog seks måneders fængsel for vold og trusler.

En 27-årig mand fra  Brande blev torsdag frifundet for flere tiltaler om voldtægt.
En 27-årig mand fra Brande blev torsdag frifundet for flere tiltaler om voldtægt.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

En 27-årig mand fra Brande er ved Retten i Herning i dag blevet frifundet for flere tiltaler om voldtægt af en 17-årig pige. Overgrebene skulle have fundet sted i en periode på omkring seks måneder i 2018. Forsvareren gik efter fuld frifindelse, mens anklager Iben Ernst Bøttker gik efter 5,5 års fængsel. 

- Det er fordi, der er seks voldtægtsforhold, og hvis man skulle dømmes efter de seks voldtægtsforhold, så var vi deroppe, mener jeg, rent strafmæssigt, siger Iben Ernst Bøttker, der er anklager hos Midt og Vestjyllands Politi.  

Den 27-årige mand og den nu 17-årige pige havde i en periode et kærestelignende forhold. Af anklageskriftet fremgår det blandt andet, hvordan håndjern, velcrobånd og andet sexlegetøj har været en del af forholdet.

- Det er et kompliceret område, de her voldtægtssager. De her havde et eller andet forhold til hinanden, og det gør det jo ikke mindre kompliceret, siger Iben Ernst Bøttker.

- Jeg synes jo, at sagen er kompleks. Og retten skriver jo også i sin begrundelse, at de godt kan forstå, at pigen efterrationaliseringsmæssigt kan have følt sig voldtaget. Men han har ikke villet voldtage hende. Han har ikke haft inde i sit hoved; at det jeg har gang i nu, det er voldtægt. Og derfor finder retten jo også, at de skal frifinde, siger anklageren.

En 2-1 afgørelse

I tre af tiltalerne om voldtægt mente en af i alt tre dommere, at manden kunne kendes skyldig – de to andre mente, at han skulle frifindes i alle forhold. Med en 2-1 afgørelse blev manden altså frifundet. 

- Man har ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne finde ham skyldig i de her voldtægtsforhold, og det er derfor, han er blevet frifundet af i hvert fald to af dommerne. Så man kan jo også tydeligt se, hvor svært et område, det her er, siger Iben Ernst Bøttker.

Manden blev frifundet i alle seks tiltaler om voldtægt, men kendt i skyldig i flere tiltaler om vold fra marts 2018 til september 2018.

- Og så bliver han drømt for nogle ret alvorlige trusler – dødstrusler blandt andet. Han har slået en hånd ind i en dør lige over hendes hoved og har slået sin hånd ind i et bord også. Og så er der noget med en økse også, siger Iben Ernst Bøttker.

Manden accepterede dommen. Statsadvokaten har nu 14 dage til at beslutte, om sagen skal ankes til landsretten.

1:01
Anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, Iben Ernst Bøttker, sætter her ord på, hvorfor sagen er kompleks.