26-årig sigtet for voldtægt i Brande

En ung mand fra Brande er anholdt og sigtet for voldtægt. Politiet holder kortene tæt til kroppen.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Opdateret klokken 17.01

Lokalpolitiet i Herning har onsdag formiddag anholdt og sigtet en 26-årig mand fra Brande for voldtægt af en 16-årig kvinde fra byen, oplyser politikommissær Henning Præstegaard til TV MIDTVEST.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre onsdag eftermiddag, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Manden nægter sig skyldig. 

Ifølge Henning Præstegaard er der ikke tale om, hvad politiet betegner som en overfaldsvoldtægt.

- Det er væsentligt for folk i Brande, at det ikke er én eller anden, der sidder bag noget mørkt og springer frem. De har haft kontakt med hinanden og har kendt hinanden, siger han.

Politiet kender godt den sigtede, men ikke for noget i den her boldgade.