2.500 til Skive Travs hyldestløb

Der var pænt fremmøde hos Skive Trave søndag, hvor skibonitterne hyldede sine store travheste.

Mindeløb
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Musketerdagen trak søndag 2.500 besøgende til travbanen i Skive. Et løb, hvor Skive Trav hyldede tre af sine store travheste: Pay Dirt, Frosty Hanover og Lord Valentine.

- Den her løbsdag er den første rigtigt store dag, hvor de (kuske og heste, red.) kommer til at møde hinanden igen (efter vinterhi, red.), og derfor er det en løbsdag, der har indprintet sig hos de fleste, fortæller kommentator Vagn Hornum.

Med en samlet præmiepulje på over en halv million var der nok at kæmpe om.

- Nu har jeg været her i mange år, og vi har nok savnet lidt de her dage med rigtigt mange mennesker, og så er det dejligt, at man kan blive brugt, siger Inger Mikkelsen, som er informationsmedarbejder ved Skive Trav.

Der var i alt 12 løb til musketerdagen.

- Alle kuske og heste er sat lidt ekstra op til i dag. Der er flere penge at køre om, og man har gjort sig lidt mere umage, forklarer arrangør Steen B. Nielsen.

1:54
Musketer Dagen er blevet lidt af et tilløbsstykke. I dag blev årets udgave afholdt på Skive Trav.