250 millioners oplevelsescenter rykker tættere på

250 millioners oplevelsescenter rykker tættere på

Der er store ambitioner hos de folk, der i knap tre år har arbejdet på at skabe Ringkøbings nye turistmagnet – Oplevelsesparken KRAFT

120 fodboldbaner. Så stort et område vil den nye oplevelses- og attraktionspark fylde, hvis idéen ellers finder fodfæste blandt investorerne. I dag fremlagde direktør, Peter Sand, skitserne for det, der bedst betegnes som en blanding af Eksperimentariet og en traditionel forlystelsespark.

 - Hele centret er vidensfunderet. Det vil sige, at de oplevelser, vi byder på, har en vidensbase, hvor en stor del vil have referencer til naturvidenskab, fortæller direktør for KRAFT, Peter Sand.

Konceptet næsten på plads

Arbejdet med KRAFT har stået på siden 2010. I godt to år har folkene bag projektet arbejdet med tegninger af parken og konceptet for, hvad oplevelsescentret skal indeholde.

 - Vi forventer at have et færdigt koncept indenfor godt et halvt år. Når det er klart, vil man helt detaljeret kunne se, hvilke oplevelser, vi byder på, siger Peter Sand.

Økonomien mangler

Selvom både visioner og ambitioner er enorme blandt både direktør og politikere, så mangler en vigtig del at komme på plads - økonomien. Projektet er skitseret til en samlet pris på op mod 250 millioner kroner. Penge, der endnu ikke er fundet i hverken kommunekassen eller hos private investorer.

 - Der bliver naturligt spurgt til, hvad kommunen vil give til projektet. Det bliver besluttet i august på vores budgetkonference. Derudover skal vi ud og se på fundraising blandt store virksomheder og fonde, for at se om de vil være med til at finansiere det her projekt, siger Iver Enevoldsen, der er bestyrelsesformand for KRAFT og borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Dirketør Peter Sand håber, at KRAFT kan stå færdigt i foråret 2015.

 

02:00 Luk video