25 BR-butikker genopstår til foråret

Det er alligevel ikke slut for legetøjskæden BR. Kæden blev ellers erklæret konkurs mellem jul og nytår, men til foråret genåbner 25 BR-butikker.

Til foråret er det slut med at gå forgæves til 25 af de ellers lukkede BR-butikker landet over.
Til foråret er det slut med at gå forgæves til 25 af de ellers lukkede BR-butikker landet over.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Legetøjskæden BR har endnu ikke sunget sit sidste vers. Til foråret vil Salling Group åbne 25 butikker med det kendte brand, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Med en landsdækkende BR-kæde og en stærk webshop sikrer vi, at der fremover bliver et univers, hvor man kan købe legetøj, siger Per Bank, der er direktør i Salling Group.

- Det ligger os meget på sinde, at børn fortsat kan have gode oplevelser med legetøj i fysiske butikker, og at legetøj forbliver en del af danskernes hverdag.

I december annoncerede selskabet Top-Toy, at samtlige BR-butikker i Danmark skulle lukkes, eftersom Top-Toy gik konkurs. Efterfølgende har Salling Group, der nok er bedst kendt for at stå bag stormagasinet Salling samt dagligvarebutikkerne Bilka, Føtex og Netto, købt licensen til BR-brandet i Danmark.

Samtidig har Salling Group også købt hele varelageret. Toys"r"Us-kæden blev dog ikke inkluderet i købet. Heller ikke medarbejdere eller lejeaftaler var med i handlen. Derfor er Salling Group i gang med at overtage lejemål, hvor det er muligt.

I nogle tilfælde vil BR-butikkerne derfor genopstå i deres tidligere butikker. Der kan også blive tale om, at de rykker ind i nye butikker.

- Der er tale om et særdeles stærkt dansk brand, og de seneste ugers omtale af BR har understreget, at danskerne meget gerne vil holde liv i BR, siger Per Bank.

Salling Group oplyser ikke, hvor de 25 butikker kommer til at ligge. Det bliver dog ikke på "ikke-brofaste øer", som selskabet skriver i pressemeddelelsen. I løbet af foråret vil butikkernes lokation blive offentliggjort.

/ritzau/