25-årige Anne-Louise går mod strømmen: Dropper storbyen og bliver i Spjald

Anne-Louise Sørensen valgte at blive i Spjald efter gymnasiet. Hun er en af de få unge, der bliver og uddanner sig i de mindre byer.

Anne-Louise Sørensen er ved at uddanne sig til frisør.
Anne-Louise Sørensen er ved at uddanne sig til frisør.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

25-årige Anne-Louise Sørensen er lidt af en mønsterbryder.

Hun er blevet i Spjald - en by med godt 1300 indbyggere - langt fra storbylarm og cafélatte på hvert et gadehjørne, men hvor man kender de fleste, og fællesskabet er godt.

- Det er en lille by, og det er utroligt, at vi kan være så tætte sammen. Man kender alle, og man hilser glad på alle. Hvis det havde været i en større by, så ville jeg kun hilse på dem, jeg kendte, og ikke dem på den anden side af fortovet, siger hun.

- Vi er ikke dumme i småbyerne

Anne-Louise Sørensen er ved at uddanne sig til frisør i Herning. Hendes beslutning om at blive boende i Spjald har vakt opsigt blandt venner og bekendte.

Hun har mødt fordomme om, at unge, der ikke flytter til storbyerne, er dummere, fordi de ikke uddanner sig. Men på samme vej som Anne-Louise Sørensen bor 50 unge mellem 20 og 30 år, og de er glade for den lille by.  

- Jeg tror, at vi er blevet, fordi vi er trygge ved det og godt kan lide det. Men også fordi, at vi ikke har det behov for at komme til en større by. Vi kan lige så godt uddanne os her, når vi har det godt her, siger hun.

Det er dog ikke alle, der synes, at de vil uddanne sig i de små byer, selvom uddannelserne er der. Når de unge har fået en studenterhue på hovedet, flytter 90 procent af dem til landets større byer, inden de er fyldt 25 år.

Godt at være i vante rammer

Da Anne-Louise Sørensen selv var blevet student, troede hun også, at hun ville flytte.

Anne-Louise Sørensen og hendes veninder foretrækker at hygge sig derhjemme i stedet for at gå på café.
Anne-Louise Sørensen og hendes veninder foretrækker at hygge sig derhjemme i stedet for at gå på café.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Men storbyerne var for kompakte, og der var for mange mennesker, mente hun. Med tiden fik hun venner og kæreste i Spjald, og nu synes hun, at den lille by har lige så meget at byde på som storbyerne.

- Vi synes, at det er rart her, fordi vi er i vores vante rammer og kan være helt os selv. På en café ville man skulle dæmpe sig lidt, og jeg tror ikke, at vi kunne være helt os selv, siger Anne-Louise Sørensen.

Familien er også en af grundene til, at Anne-Louise Sørensen er blevet i Spjald. Hun kalder sig et rigtigt familiemenneske, og hun har ikke planer om at flytte fra den lille by lige foreløbigt.

- Min kæreste og jeg har planlagt, at vi skal være her resten af livet. Vi skal kigge på hus og have børn her, siger hun. 

4:13
 
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST