25-årig mand fløjet til Skejby efter solouheld – er kommet alvorligt til skade

Midt- og Vestjyllands Politi afventer nu svar på blodprøverne fra de to mænd i bilen.

Politiet afventer nu svar på blodprøverne (arkivbillede).
Politiet afventer nu svar på blodprøverne (arkivbillede).
Foto: Flemming Christensen
Opdatering

Opdatering søndag kl 07.55

Natten til søndag skriver Ritzau, at den 25-årige mand har pådraget sig et kraniebrud i forbindelse med ulykken. Bruddet skal han nu opereres for. Klokken 05.00 søndag morgen havde politiets vagtchef ikke fået meldinger om, hvorvidt manden er i kritisk tilstand.

    En 25-årig mand er fløjet til Aarhus Universitetshospital med alvorlige skader efter et biluheld. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    - Det er et solouheld i en personbil, hvor de formentlig har mistet herredømmet over bilen. De har muligvis haft højre hjul ude i rabatten, og hvis man retter for hurtigt op, så kan det ende galt. De kolliderer med et træ i venstre side, siger vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

    Politiet fik meldingen om uheldet, der skete på Vennervej i Velling, klokken 19.23, og da de kom til uheldsstedet kunne det konstateres, at der havde været to personer i bilen.

    Passageren på 21, der pådrog sig lettere skader ved uheldet, blev fragtet til sygehuset i Herning.

    Venter på svar fra blodprøver

    Midt- og Vestjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om de to personers tilstand.

    Nu venter politiet på svar fra de blodprøver, som er blevet taget af de to implicerede mænd i uheldet.

    - Vi tager blodprøver for spiritus og narko. Det gør vi altid, når det er så alvorligt, siger Ole Vanghøj.

    Begge tilskadekomne er fra lokalområdet.