24 Timers løbet er skudt i gang: Mød løberne her

Det årlige 24 Timers Løb i Viborg blev lørdag middag skudt i gang. Vi har mødt nogle af deltagerne.

Der er netop taget hul på det årlige 24 Timers Løb
Der er netop taget hul på det årlige 24 Timers Løb
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Et helt døgn med løb blev skudt i gang klokken 12:00 i Viborg.

24 Timers Løbet er både for almindelige løbere, eliteløbere og folk, som bare vil gå den 5,71 kilometer lange rute rundt om Søndersø. 

Vi har mødt to af de knap 3.000 mennesker, som har snøret løbeskoene og begivet sig ud i det våde sommervejr.

Løber for en god sag

Henrik Albertsen fra Møldrup har planer om at løbe i alle løbets 24 timer. Hvis altså ikke hans krop skriger efter en pause.

Han kæmper nemlig for en sag, som står hans hjerte nært.

- Jeg løber for Julemærkehjemmet i Hobro. De børn kæmper en kamp i forvejen, og hvis jeg kan give et bidrag til, at de får det bedre i de ti uger, de er der, så vil jeg gerne være med til det, siger han.

- Jeg løber med raslebøsse og stopper blandt publikum, og spørger, om de vil give noget, siger han. 

Henrik Albertsen har to ekstra raslebøsser med, hvis den her skulle blive fuld.
Henrik Albertsen har to ekstra raslebøsser med, hvis den her skulle blive fuld.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Der er en særlig grund til, at det netop er Julemærkehjemmet Henrik Albertsen løber for.

- Jeg har selv vejet 35 kilo mere end jeg gør nu, så jeg ved, hvad de kæmper med, fortæller han.

Henrik Albertsen håber, at han når mellem 20 og 25 omgange rundt om søen.

Anderledes familieweekend

24 Timers Løbet er for alle. Også for familier.

Henning Lund fra Viborg har taget hele sin familie med. Med kone, børn og børnebørn er de i alt 27 deltagere, som skiftevis skal løbe rundt om søen.

Med sine 70 år er Henning Lund familiens alderspræsident. Den yngste er 8 år.
Med sine 70 år er Henning Lund familiens alderspræsident. Den yngste er 8 år.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

For dem handler det ikke om at løbe til de ikke kan længere.

- Det går ikke ud på at komme hurtigst rundt, men om at have en hyggelig familieweekend, siger Henning Lund.

For familien, som kalder sig Team Trabant, er det en tradition at mødes en gang om året til familieweekend. Det er dog første gang, de som familie deltager i 24 Timers Løbet.

Familien hygger sig udenfor deres camp, inden løbet skydes i gang.
Familien hygger sig udenfor deres camp, inden løbet skydes i gang.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST