24 års fængsel i stor amfetaminsag

Det koster tre mænd i alt 24 år i fængsel at have smuglet adskillige kilo amfetamin ind i landet.

Tre mænd er netop blevet idømt i alt 24 års fængsel for indsmugling af en store mængde amfetamin. Det blev resultatet af en omfattende retssag, som der i dag faldt dom i. 

Retten i Herning har besluttet, at mændene skal henholdsvis syv, otte og ni år i fængsel for at have indsmuglet 14,3 kg amfetamin. Det skete her til formiddag i en stuvende fyldt retssal med mere end 30 tilhørere.

De dømte er tre mænd fra henholdsvis Herning og Skive-egnen. Tom Graversgaard Christensen blev idømt syv års fængsel, John Plejdrup Østergaard blev idømt otte års fængsel, og endelig blev Ricki Riise Kyndesen idømt ni års fængsel. Forskellene i dommene skyldes, at mændene har haft forskellige roller i importen. 

- Retten har lagt til grund for de ni års fængsel, at vedkommende har stået for kontakten til indsmuglerne i Spanien. De otte års fængsel er givet til ham, der har arbejdet på det sted, pakken blev sendt til. Og så er de syv år givet til den kammerat, som har håndteret stoffet, siger Lise Hebsgaard, som er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Sagen begyndte for mere end et år siden, efter spansk politi kontaktede de danske myndigheder. De tre mænd har siddet varetægtsfængslet lige siden, men i dag fik de altså en dom i Herning. 

Bevismaterialet indeholder blandt andet aflytninger og overvågninger af de tre dømte samt en stor mængde materiale fra deres telefoner.

To af de tre mænd har anket dommen til frifindelse, mens den sidste drøfter sagen med sin forsvarer.