Efter dødsulykke: 24-årig varetægtsfængslet

En 24-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter ulykke øst for Holstebro.

Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Der var tilsyneladende alkohol i blodet på en 24-årig mand, da han søndag formiddag var involveret i en alvorlig trafikulykke ved Hodsager mellem Holstebro og Herning. 

Mandag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel. Det oplyser Retten i Herning, hvor der har været grundlovsforhør i sagen.

Den 24-årige var søndag indblandet i en ulykke, hvor en 41-årig kvinde og en syvårig pige blev dræbt. Desuden er en niårig dreng blevet alvorligt kvæstet.

Et tredje barn - en syvårig pige - sad også i bilen med de tre andre. Hun blev lettere kvæstet.

Ulykken skete på Hodsagervej, hvor bilen med kvinden og de tre børn holdt stille for at svinge til venstre ad Brogårdvej.

Her blev den ramt bagfra af en anden bil.

Læs også Skoleleder efter dødsulykke: Det er frygteligt

Sammenstødet var så voldsomt, at kvindens bil blev slynget væk fra vejen. Hun og pigen blev dræbt på stedet.

Bag rattet i den kørende bil sad den 24-årige mand, der nu er varetægtsfængslet. Han blev lettere kvæstet.

Ved grundlovsforhøret mandag nægter manden sig skyldig i sigtelserne. Han har også valgt at kære kendelsen om at skulle sidde fængslet hen over jul og nytår.
    
/ritzau/