23 dage til VM: - Ishockey-feberen har ramt Herning

​Der bliver masser at opleve i Herning, når der er ishockey-VM fra den 4. til 17. maj.

Det danske ishockey-landshold kommer til at have hjemmebane i Boxen i Herning under VM. Danmark skal møde store nationer som Canada, USA og Finland.
Det danske ishockey-landshold kommer til at have hjemmebane i Boxen i Herning under VM. Danmark skal møde store nationer som Canada, USA og Finland.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

14 dages rendyrket byfest venter lige om hjørnet, når VM i ishockey indtager Herning om bare 23 dage.

Under overskriften ’Hygge – Hockey – Herning’ vil midtbyen, herningCentret, VisitHerning, Restaurationsforening og Herning Kommune alle bidrage til festen i et stort by-samarbejde, der har det ene formål at skabe de bedst mulige rammer for både lokale og tilrejsende ishockey-fans.

- Ishockey-feberen har for alvor ramt Herning, og vi ser frem til en kæmpe fest, siger Sport Event Manager i Herning Kommune, Elo Christensen, ifølge en pressemeddelelse.  

- Som den måske mindste værtsby for et ishockey-VM, har vi, kombineret med vores lange erfaring med store mesterskaber, de perfekte forudsætninger for at lave en intim VM-stemning, som ikke ligner noget andet VM, lyder det.

Gratis busser og aktiviteter på stribe

Under hele VM vil der være indsat gratis shuttle-busser med tre faste stop ved henholdsvis Herning Station, Jyske Bank Boxen og herningCentret.

Ved Boxen vil der under VM blive indrettet en 10.000 kvadratmeter stor fanzone, hvor alle interesserede kan komme ind uanset, om de har billet til kampene eller ej.

Fanzonen får plads til intet mindre end 10.000 mennesker, og der vil blandt andet være airhockey, asfaltcurling, floorball og en stor kunstig isbane.

I midtbyen vil der ligeledes være masser af liv. På torvet bliver der blandt andet stillet et telt med borde og bænke op, og man vil også kunne opleve livemusik og DJ’s under hele VM-perioden.