23-årig voldsmand varetægtsfængslet

23-årig voldssigtet er fredag blevet varetægtsfængslet.

140718-dan.jpg

Den 23-årige Dan Bisgaard Højriis fra Roslev, der torsdag blev efterlyst og sidenhen anholdt af politiet, er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Manden er sigtet for med grov vold at have bragt sin tidligere samlever i livsfare. Ifølge sigtelsen har han flere gange slået hende i ansigtet, ligesom han også har taget kvælertag på hende.

Efter politiet havde fået flere henvendelser, rykkede seks betjente torsdag aften ud til en adresse i Spøttrup, hvor han uden dramatik blev anholdt.

- Vi var talstærkt mødt frem for at undgå bøvl, så han kunne godt se, at løbet var kørt, fortæller Lars Mikkelsen, der er politikommissær ved Lokalpolitiet i Skive.

Nægter røveri og vold

Foruden vold mod kvinden, har den 23-årige mand stjålet hendes dankort og hævet 2.000 kroner. Det nægter manden, der påstår, de har fælles økonomi, mens han heller ikke vil erkende den vold, han er sigtet for. Han erkender dog, at der har været et skænderi, hvor han gentagne gange har slået hende.

Manden er særdeles godt kendt af politiet.

Det var på Nymøllevej i Spøttrup, manden blev pågrebet af ordensmagten.