22.000 gæster til kulturmøde: Kan ikke få armene ned

Kulturmødet er en femårig, der er blevet voksen, siger borgmesteren.

Kulturmøde 17 Mors
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Det store kulturmøde på Mors lakker mod enden.

Kulturmødet, der begyndte torsdag eftermiddag, er 48 timer i kulturens tegn. Og efter omkring 450 arrangementer rundt omkring hele øen er formanden for bestyrelsen, Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), er meget tilfreds mand. 

- Kulturmødet har været en succes. Det har levet op til vores forventninger og mere til. Jeg synes, at vi har haft et fantastisk indhold, og som du kan se, så står jeg med hænderne i lommen, fordi det er svært at holde armene nede, siger Hans Ejner Bertelsen til TV MIDTVEST.

Kulturmødet kunne i år fejre fem års jubilæum, og man regner med, at der har været omkring 22.000 deltagere i de mange arrangementer. Første år var der omkring 7000.

- Er det den rigtige størrelse?

- For mig er det ikke så meget størrelsen, der er afgørende. Men mere det indhold der gør, at vi kan sætte en debat og give folk noget med hjem. Jeg synes, at vi har nået et fint niveau. Man kan altid håbe, at flere får øjnene op for os - alle er velkomne på Mors -  men det er som nævnt ikke det vigtigste, siger Hans Ejner Bertelsen.

Borgmesteren glæder sig over, at kulturmødet er blevet accepteret som en fast del af det danske kulturliv.

- Når man siger kulturmøde, så kommer Mors som en selvfølgelighed efterfølgende. Det har jeg hørt selv københavnere sige, og så tror jeg, at vi er ved at have ramt lige midt i skiven.

- Vi har virkelig rykket os på fem år. Det er en femårig, der pludselig er blevet voksen. Derfor skal vi styrke og udvikle arrangementet, både organisationsmæssigt og i indholdet. Og det er vi også parate til, siger Hans Ejner Bertelsen.

1:45
 

 

1:06
Kulturmødet har levet op til vores forventninger og mere til, siger Hans Ejner Bertelsen.