22-årig sigtet for at true venindes gerningsmand

En 22-årig kvinde fra Silkeborg har torsdag været en tur i grundlovsforhør. Hun er sigtet for at have opsøgt en 46-årig mand for at true ham til at indrømme et seksuelt overgreb (opdateret).

Retten, viborg, indgang_0_0.jpg

En 22-årig kvinde fra Silkeborg er torsdag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold, røveri, tvang og trusler. Det fortæller kriminalassistent Lis Borup fra Lokalpolitiet i Silkeborg.

Den 25. juni tog den 22-årige kvinde sammen med to andre ud til en 46-årig mand på Skolegade i Silkeborg, hvor hun forsøgte at true ham til at indrømme et seksuelt overgreb på hendes veninde. Onsdag blev de tre anholdt af politiet.

- Det er usædvanligt, at nogen tager ud og hjælper sine venner på den måde, forklarer Lis Borup.

Den 22-årige kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger. De to andre forholdt sig passive under besøget ved den 46-årige og er derfor løsladt igen.

Kvinden har i øvrigt kæret kendelsen.